Grundejerforeningen Østermarkens historie starter med vedtagelsen af lokalplan nr. 313 den 16. december 1987. Den indeholder 2 nye boligområder, Lerbjerg og Østermarksvej/Østerløkken.
Lerbjerg bliver først udstykket, og først i 1997 er det første hus på Østermarksvej bygget.
Fra 1999 bygges der også på Østerløkken.
I 2003 er de fleste af de 219 parcelhusgrunde på Østermarksvej og Østerløkken bebygget, og den 2. april afholdes stiftende generalforsamling for Grundejerforeningen Østermarksvej/Østerløkken. Lars-Bo Engemann bliver foreningens første formand.
Den 25. juni 2008 vedtager Aarhus byråd lokalplan 835, hvor af det fremgår, at Grundejerforeningen Østermarksvej/Østerløkken skal udvides med 90 parcelhusgrunde på Blomstervænget og Østervænget.
Som et led i forberedelserne på udvidelsen skifter foreningen den 10. oktober 2008 navn til Grundejerforeningen Østermarken, idet Østermarken efter sigende er det gamle navn for området fra før, det blev bebygget.
I december 2012 begynder indmeldelsen af Østervænget og Blomstervænget med, at foreningen overtager snerydning og glatførebekæmpelse, og i 2013 fuldføres overdragelsen.
Jorden, hvor foreningen ligger, hørte oprindeligt til 2 gårde i Tilst. Den ene, Tilst Østergaard, lå på Bysmedevej 69 - i dag en del af Andelsboligforeningen Toften. Den anden gård lå på Bysmedevej 83, hvor stuehuset endnu ligger.